Ferietid, indbrud og nabohjælp

Det er snart ferietid i Rosenvænget, hvor langt de fleste beboere forlader kvarteret for en periode.

Nabohjælp

I Rosenvængets Grundejerkomités Komité (bestyrelse) har vi diskuteret, hvorvidt vi sammen kan gøre noget for at sikre vores kvarter bedre mod indbrud. Vi har ladet en lille test-gruppe afprøve ’Nabohjælp’, som anbefales af Det Kriminalpræventive Råd mhp. at nedsætte risikoen for indbrud. Vi er kommet frem til, at vi vil anbefale alle at tilmelde sig Nabohjælp: https://din.xn--nabohjlp-o0a.dk/account/signup .

Som medlem modtager man nogle klistermærker til at sætte på sin postkasse og hoveddør; idéen er, at potentielle tyve mødes af ’en skov’ af mærker, der signalerer, at vi hjælper hinanden med at passe på vore hjem. Til Nabohjælp hører et system, hvor man via deres site inviterer og tager mod invitationer fra de naboer, man måtte ønske, mhp. at kunne informere hinanden om bortrejse; systemet har i flg. Nabohjælp en sikkerhed som Netbank. Når man rejser bort, får de udvalgte naboer mail og sms om ens bortrejse samt længden af perioden, og tanken er så, at naboerne fylder affald i skraldespanden, tjekker døre og vinduer og eventuel have med mellemrum samt holder ekstra øje med, hvem der kommer og går.

I testgruppen synes vi, at dette kommunikationssystem er mindre attraktivt, idet systemet først meddeler naboerne, at man rejser bort på den dag, hvor man rejser bort, og det betyder, at man jo ikke har en forhåndstilkendegivelse fra bestemte naboer om, at de vitterlig er hjemme og kan og vil påtage sig at tilse ens bolig. Vores konklusion er derfor, at man bør tilmelde sig Nabohjælp for at få klistermærkerne, at man mundtligt laver aftaler med sine naboer om at se efter hinandens boliger ved bortrejse osv.

Ubudne gæster

I den senere tid er vores kvarter dagligt blevet besøgt af mænd af rumænsk udseende, som går to og to, med rygsæk, store plastposer og somme tider rullekufferter. De er interesserede i at finde ting i skraldespande og andre steder, som de kan samle sammen og sælge. Det er naturligvis trist, at vores europæiske medborgere har sådanne levevilkår. Det er imidlertid også lidt utrygt for os dagligt at få den private skraldespand gennemrodet; den rummer jo mange informationer om ens gøren og laden – f.eks, at man er bortrejst, hvis ikke naboer fylder affald i. Desuden udviser mændene stor interesse for at kigge ind gennem huller i hækkene, de tager i dørene til karréernes porte, og er de ulåste, går de ind, ligesom de også går ind i indkørsler og have, hvor det er muligt for dem.

Vi har talt med politiet på Bellahøj om, hvordan vi skal forholde os; politiet er enige med os i, at det er utrygt, og de anbefaler derfor, at man ringer 114, hvis mændene er på private områder. Vi har desværre erfaring med, at politiet ikke kommer, når vi ringer; men det er da et forsøg værd.

Stilblade

Det arkitektfirma, vi har engageret til at lave de første tre stilblade om bevaringsværdier i området, er gået i gang. I den kommende tid vil de tage fotos af detaljer på huse og i haver; vi håber, det er i orden, hvis de går lidt tæt på med kameraet. Vi skal nok informere dem om ikke at rode i skraldespanden!

God sommer, Lone Rahbek, formand for Rosenvængets Grundejerkomité.

Dette indlæg blev udgivet i Nyt fra grundejerkomiteen. Bogmærk permalinket.