Arkitekturhistorisk vandring
Invitation: Rosenvængets Grundejerkomité vil hermed invitere interesserede til en arkitekturhistorisk vandring mellem de historiske villaer i Rosenvænget. Arrangementet finder sted lørdag den 25. oktober kl 14.00 med start fra Rosenvængets Allé 43; bevaringsarkitekter fra Tegnestuen Brüel og Nørgaard vil fortælle om oprindelige og senere stiltræk på huse og i haver. Desværre kan vi ikke invitere børn med, da det er svært at tale en stor forsamling op udendørs, samt at bevæge den hurtigt fra sted til sted. Tilmelding til lonerahbek@mail.dk senest 20. oktober.
Stilblade
Anledningen er, at Grundejerkomitéen netop har udgivet de første fire stilblade for kvarteret på vores hjemmeside: http://rosenvaenget2100.dk/arkitektur-i-rosenvaenget/ – går man ind via forsiden, skal man vælge fanen ’Arkiv og Information’ og dernæst ’Arkitektur’. Vi vedtog på sidste generalforsamling over en årrække at få udarbejdet såkaldte stilblade over de forskellige arkitekturperioder, som er repræsenterede i kvarterets huse; idéen er, at bladene skal åbne vores øjne for de arkitektoniske kvaliteter i Rosenvænget, i håbet om at vi kan værdsætte dem og passe på dem.
Vi har valgt, at de første stilblade skal omhandle den mest karakteristiske periode i Rosenvænget, nemlig historicismen fra 1850’erne til 1870’erne, samt kvarterets grønne præg med haver, træer og hække. I bladene kan man læse om den historicistiske arkitektur, som den har været og til dels stadig ses i ’vores’ huse, samt om hvilke træk, det er vigtigt at bevare og tage hensyn til ved ombygning. Bladene er udarbejdet af Tegnestuen Brüel og Nørgaard, som står for arkitekturvandringen den 25. oktober.
Egenartsanalyse
Vi kan også formidle den gode nyhed, at Københavns kommunes afdeling Byen Udvikling har påbegyndt udarbejdelse af egenartsanalyse af Rosenvænget med omkringliggende områder mhp. at udarbejde forslag til bevarende lokalplan for kvarteret eller dele deraf. Den eksisterende byplan er fra 1942 og helt ude af trit med tiden og de udfordringer, vi står over for mhp. at bevare kvarteret og dets særlige egenart. Om kort tid vil de berørte grundejere blive inviteret til orienterende møde.
Historisk arkiv
Rosenvængets Grundejerkomité har nu lanceret http://rosenvaenget2100.dk/historisk-arkiv-rosenvaenget/, hvor det er hensigten at have relevant historisk materiale om Rosenvænget: gamle fotos af beboere, næringsdrivende, haver, interiører etc. samt erindringer og andet interessant angående kvarterets historie. Alle, der ligger inde med materiale, kan sende det til: historie@rosenvaenget2100.dk sammen med relevante informationer bl.a.: den adresse stoffet vedrører – eller hvorvidt det angår hele Rosenvænget. Foreløbig lægges materialet op side om side, men modtager vi mange kilder, udbygges arkivet, så de formidles efter adresse. Der findes i øvrigt en del erindringer, som omhandler Rosenvænget, på http://www.erindringer.dk/.
Praktiske forhold
Vi har også et par nyheder angående praktiske forhold i kvarteret: Ejerforeningerne har bedt om, at fortovene rengøres på faste tidspunkter, så de selv kan koordinere indsatsen med deres egne viceværter. Vi har derfor truffet aftale med Grundejerkomitéens renholdningsfirma Sven Bech om at komme fast hver anden fredag formiddag – i ulige uger.
Desuden vil vi gøre grundejerne opmærksomme på, at det er den enkelte grundejers ansvar at sørge for efterfølgende reparation ved opgravning af fortov; det skal ske med den såkaldte ’majsbelægning’.
Mange hilsener
Lone Rahbek Christensen, formand.