Til grundejerne i Rosenvængets Grundejerkomité.
Projekt vedr. plantning af træer i Rosenvænget.
Grundejerkomitéen er nu kommet så langt med projektet vedrørende plantning af flere træer i Rosenvænget, at vi nu modtager tilmelding til træplantning. For halvandet år siden blev grundejerne informeret i brev og på generalforsamlingen om, at det var ønskeligt med flere træer i kvarteret af flere grunde: De meget store, meget gamle og eksotiske træer i kvarteret udgør en væsentlig del af områdets karakter. Disse træer forventes at dø inden for 50 år, og det er derfor tid til at tænke på, at nye træer skal plantes for at være store til den tid. De yngre træer, der er i kvarteret, er i høj grad selvsåede birk, ahorn og lignende, som ikke bliver særlig store, ikke har en lang levetid og ikke har en æstetisk karakter på niveau med de gamle eksotiske træer.
Grundejerkomiteen har gennemgået kvarteret grund for grund og foreslår plantning af de træer, som er afsat på vedlagte kort. Den enkelte grundejer må naturligvis selv afgøre, om vedkommende har lyst til at få plantet et eller flere træer; komitéen er gerne behjælpelig med at vælge art, hvis det ønskes. Det skal vælges blandt de træer, der er på vedlagte liste.
Finansiering og arbejdsgang:
Vilkårene for komitéens projekt med træplantning har forandret sig inden for det sidste år, idet Københavns Kommune har ændret kriterierne for, hvem og hvad de vil støtte m.h.p. træplantning, og vi falder uden for de nye kriterier.
Planen er nu, at grundejeren betaler selve træet, som indkøbes og leveres via gartnerfirmaet Sven Bech, mens komitéen betaler plantningen, som også foretages af Sven Bech – under forudsætning af, at der er tilgængeligt det sted, hvor der skal plantes (at der ikke skal fældes træer eller er andet, der besværliggør plantningen. Sven Bech fakturerer den enkelte grundejer for træ, mens grundejerkomiteen faktureres for den samlede mængde af ’normal’-plantninger, mens træfældning eller andet ekstraarbejde faktureres grundejeren. Komitéen har afsat 30.000 kr til projektet i år og 35.000 kr. i 2012. Pengene vil blive fordelt efter princippet om først-til-mølle. Der er deadline for tilmelding til dette års pulje 15. oktober 2011, idet det så stadig skulle være muligt at plante i år, inden frosten sætter ind. Træerne skal plantes på en gang m.h.p. at holde omkostningerne nede.
Tilmelding kan ske til: xxxxx
Forespørgsel vedrørende projektet, valg af træ m.m. kan rettes til: xxxxx
Venlig hilsen bestyrelsen i Rosenvængets Grundejerkomité.