Åbning af Rosenvængets Hovedvej for gennemkørsel 

Som mange sikkert har bemærket, skrider etableringen af den nye specialafdeling på Skolen på Strandboulevarden fremad. Den nye afdeling forventes åbnet efter sommerferien i 2023 – og det er glædeligt, at der nu bliver bedre skolemuligheder for børn med særlige behov i København.

Der er også påbegyndt og næsten afsluttet et arbejde på Rosenvængets Hovedvej, idet der etableres afsætningspladser foran specialafdelingen for de elever, der befordres til og fra skole med kørselsordning fra kommunen. Det forventes, at 20-25 elever befordres med taxi.

I forbindelse med at der etableres afsætningspladser, har kommunen besluttet, at den fysiske spærring af Rosenvængets Hovedvej for gennemkørsel erstattes af en skiltet spærring, der vil tillade ærindekørsel i retning mod Østerbrogade fra Strandboulevarden. I modsat retning er det skiltet indkørsel forbudt for biler.

Vi har fra Rosenvængets Grundejerkomite protesteret over kommunens beslutning om fysisk at åbne Rosenvængets Hovedvej for gennemkørende trafik, og erstatte den fysiske spærring med en skiltet spærring. Dels frygter vi en skiltet spærring ikke efterleves, dels mener vi ikke, at den foreslåede løsning er den rette og sikrer den mest smidige og hensynsfulde transport af elever til skolen.

Skiltet spærring er ikke løsningen

Der er desværre en del eksempler på, at trafikanter ofte vælger at ignorere skiltet spærring. Det bedst kendte eksempel i København er vel den skiltede spærring af Stengade.

Vi frygter at den skiltede spærring af Rosenvængets Hovedvej ikke respekteres, og Rosenvængets Hovedvej dermed bliver en hovedfærdselsåre mellen Østerbrogade og Strandboulevarden – og i øvrigt bortset fra cykelgaden Nordre Frihavnsgade den eneste mulige mellem Classensgade og Århusgade, da alle øvrige veje på strækningen er spæret for gennemkørsel eller ensrettede. 

Og endelig, vil en fysisk åbning af Rosenvængets Hovedvej for gennemkørende trafik efter vores opfattelse være i modsætning til Kommunes planer for sikker skolevej. Ved andre skoler har kommunen lukket for gennemkørsel ved skoler, men her vælger man i stedet at åbne en ellers fysisk spærret vej for gennemkørsel. Det risikerer ikke kun gøre skolevejen mere usikker for mange elever på Skolen på Strandboulevarden, men også for de mange elever der passerer gennem Rosenvænget på vej til og fra Heibergskolen, Langelinjeskolen og Ingrid Jespersen.

Andre løsninger

Vi har har Rosenvængets Grundejerkomite søgt dialog med kommunen omkring andre løsninger, da vi mener, at en fysisk åbning af Rosenvængets Hovedvej er en uhensigtsmæssig løsning for både skoleelever og Rosenvænget. Det kunne være flytning af den fysiske spærring, etablering af vendeplads med videre. Men kommunen har hidtil ikke været imødekommende for andre løsninger end den besluttede fysisk åbning af Rosenvængets Hovedvej for gennemkørsel.

Vi fortsætter vores arbejde for at finde en bedre løsning end den besluttede, idet vores store ønske er, at Rosenvænget kan bevares som en grøn og rolig oase for beboerne i kvarteret og de mange Østerbroborgere, der har deres gang i kvarteret – uanset om det er på deres vej til og fra skole, daginstitution og arbejde, som hundelufter, kvarterets legeplads eller som blot slentrer gennem kvarteret for at få grønt i øjnene og fred for byens trafik.

Du er meget velkommen til at skrive til os på komite@rosenvaenget2100.dk, hvis du har synspunkter omkring den fysisk åbning af Rosenvængets Hovedvej for gennemkørsel.

Dette indlæg blev udgivet i Nyt fra grundejerkomiteen, Veje og fælles arealer. Bogmærk permalinket.